STREET FOOD

DISTRICT

Street Food District tæller Broens Gadekøkken, Seaside Toldboden, Reffen, Werkstatt og Storms Pakhus, som alle oprindeligt udsprang af Nationalmuseet. Her overtog vi forpagtningen af restauranten i år 2000 og havde den i 17 år.  I mellemtiden åbnede vi i 2010 Toldboden på Nordre Toldbod. I 2014 kastede vi os over Danmarks første street food marked, Copenhagen Street Food på PapirØen, som grundet en midlertidig lejekontrakt måtte lukke i december 2017. Det gav os mod på at åbne flere street food markeder, så vi åbnede Storms Pakhus i september 2017. I 2018 åbnede vi to nye madmarkeder i København, Broens Gadekøkken på Den Grønlandske Handels Plads og Reffen på Refshaleøen.
I Street Food District er vi altid i gang. Enten med et nyt projekt eller med at udvikle en eksisterende eller en ny lokation. Det stiller krav til vores medarbejdere i form af forandringsparathed, fleksibilitet og evnen til at samarbejde. Det stiller også krav til os som virksomhed. Forandring og udvikling er i vores DNA. Dette skyldes, at vores ejer - restauratøren og iværksætteren Jesper Julian Møller er visionær, og hans iværksætterånd og virketrang er en stor del af virksomhedens DNA.

UDFORSK ALLE

VORES VENUES

FRA NATIONAL
MUSEET TIL

STREET FOOD
MARKEDER

I 2000 startede rejsen på Nationalmuseet i København, og i 2010 slog vi dørene op for restauranten Toldboden, som nu er omdannet til Seaside Toldboden. På begge restauranter har vi været været vært for alt lige fra store firmafester, konferencer og selskaber til at drive restaurant, brunch og havbar.

I 2014 overtog vi de gamle papirhaller på Papirøen og målet var at hjælpe flere til at åbne egen virksomhed inden for restaurationsbranchen. Derved opstod konceptet: ”selvstændige køkkenchefer”. Copenhagen Street Food havde 39 gadekøkkener og 13 forskellige nationaliteter drevet af selvstændige entreprenører. Men alt godt får en ende, og da markedet på Papirøen måtte lukke ned i december 2017, grundet en midlertidig lejekontrakt. Konceptet måtte finpudses og videreudvikles til en version 2.

I 2017 tog vi springet over bæltet for at lave street food og fede oplevelser i Odense. Storms Pakhus åbnede i august 2017 med 20 selvstændige fynboer og cirka 80 ansatte i vores regi. Sammenlagt er der små 200 ansatte, som har med Odense Street Food at gøre, hvis de selvstændige tælles med.

Ligeledes i 2017 blev der indgået to kontrakter på nye lejemål i København med Slots- og Kulturstyrelsen på Den Grønlandske Handels Plads og med REDA på Refshaleøen. I maj 2018 blev de to street food-venues, Reffen og Broens Gadekøkken en realitet.

Broens Gadekøkken repræsenterer Københavns anerkendte restaurationsbrands og er drevet af dedikerede fagfolk og veletablerede københavnske restauranter og kokke, hvor kvalitet, gode ingredienser og smagsoplevelser er i højsædet. I vinterhalvåret omdannes pladsen til skøjtebane. Broens Skøjtebane er et stort trækplaster for borgere i København, hvor tanken er at give noget tilbage til byen.

Reffen er en iværksætterplatform, som i dag er Nordens største af sin slags, og hvor vi har 50 madentreprenører og kreative ildsjæle. Samlet er området ca. tre gange så stort som hallerne på PapirØen, hvor vi med masser af plads har skabt et byrum, et fællesskab og en legeplads med innovative projekter, pop-ups, kreative værksteder, liberale erhverv, gastronomi og kultur af enhver art.

I september 2020 lukkede vi Toldboden i sin daværende form. Hen over vinteren blev der bygget og brygget på et helt nyt restaurantkoncept i de stemningsfulde lokaler ved havnefronten - Seaside Toldboden. Som én af de første i verden blander vi det bedste fra restaurationsbranchen med teknikkerne fra street food.

jesper_julian

JESPER JULIAN MØLLER

MANDEN BAG

Jesper Julian Møller er manden bag Street Food District. Han startede allerede sin køkkenkarriere som 10-årig, hvor han arbejdede som opvasker på Græsted Kro. Siden dengang har karrieren taget fart, og han har arbejdet på flere anerkendte restaurationer, såsom Kong Hans, Olsen & Falsled Kro og Nationalmuseet i København. Han har sågar haft et længere ophold i Verona for at lære at mestre det italienske køkken.

Jespers vision for Street Food District er klokkeklar; havnen skal gives tilbage til folket, og han vil hjælpe dygtige kokke med at blive selvstændige køkkenchefer. Derfor ejer han i dag stederne Seaside Toldboden, Broens Gadekøkken og Reffen, som udgør deres egen geografiske trekant i København og Storms Pakhus i Odense  - alle med havnen som fællesnævner. Med de 4 venues har han hjulpet 71 dygtige kokke med at blive selvstændige; 37 selvstændige køkkenchefer og kreative ildsjæle på Reffen, 15 fynske ildsjæle i Storm Pakhus, 12 dygtige restauratører, der serverer gademad i verdensklasse på Broens Gadekøkken og 7 køkkenchefer på Seaside Toldboden.